For bedst at forstå, hvorfor denne tur betyder så meget for mig, må jeg først give noget baggrundshistorie.

Jeg har de sidste otte måneders tid haft en del møder med syv andre unge, som jeg skulle afsted med på vegne af UngEgedal. Vi skulle besøge en lille landsby, som hedder Usangi. Byen ligger oppe på et bjerg, og her skulle vi bo hos Issadin og Agnes, som gennem 15 år har haft UngEgedalrejsende boende. Planen var også at besøge en skole, og her skulle vi finde ud af, hvad vi skulle lave med eleverne på skolen. Alt i alt har denne tur krævet en del forberedelse for at være ærlig.

Da vi kom derned, blev vi hentet af Bariki, der er Issadins søn og vores kontaktperson på turen udover vores egen kontaktperson Mikael, som også var med og styrede showet sammen med os. Vi ankom til Usangi omkring kl 01 om natten og smuttede hurigt i seng. Dagen efter valgte vi at undersøge området ved at gå en lang tur og lynhurtigt tjekke skolen ud. Dette gjorde vi en lørdag, så der var ingen undervisning efter kl. 12, men mange af eleverne var der alligevel.

Om søndagen tog vi i kirke, og det var en spændende oplevelse. Generelt elsker jeg at deltage i udenlandske gudstjenester, da det er interessant at opdage nye sider af religion. Under gudstjenesten skulle vi to gange op og tale om, at vi var glade for at være her osv. Dog var det mest spændende det, der skete efter gudstjenesten. Her stillede menneskerne sig uden for kirken i en ring, og en aktion begyndte. I tror måske, at det er løgn, men vi købte en høne for 10 dollar. Efter kirken skulle vi bestige et bjerg, hvilket virkelig var hårdt for mine ben, som af en eller anden grund aldrig har virket optimalt. Dog var det det hele værd, for ved toppen kunne vi se over til Kenya.

Om mandagen blev det for alvor en betydningsfuld tur for mig. Vi havde aftalt at dele os lidt op, så nogle af os kom ind i klasserne og fulgte med i undervisningen og andre snakkede med lærerne. Jeg blev guidet ind i et klasseværelse med 50 elever, og skulle så tilbringe et par timer derinde. Der var bare lige det, at de åbenbart ikke havde nogen lærer, så jeg blev pænt placeret på lærerens plads foran klassen og skulle så snakke om alt mellem himmel og jord. ALDRIG i mit liv har jeg mødt så vidunderlige og nysgerrige mennesker som jeg mødte i det klasseværelse. Der var intet tidspunkt, hvor de ikke havde flere spørgsmål eller fantastiske og i sær ærlige ting at fortælle mig. Noget af det, der ramte mig hårdest var, at få at vide hvordan eleverne bliver straffet. De kalder det at blive cained – altså slået med en pind hvis de f.eks. larmer eller kommer to minutter for sent til klassen. Hvis de dumper en aflevering eller eksamen, stiller der sig mindst 15 lærere op, og går på tur til at caine dem. Hver lærer må slå tre gange, og det er på håndfladerne.

I den klasse mødte jeg to inspirerende piger, som jeg aldrig vil glemme. Deres ærlighed og forståelse for deres situation, samfund og religion, har jeg ikke oplevet hos nogen på min egen alder før. Jeg satte spørgsmålstegn til, at de kunne fortælle at de dagligt bliver slået men alligevel smiler mens de fortæller om det, hvorefter de forklarede, at de var nødt til at smile for at komme igennem det, og at de desuden var vant til det. Jeg må takke alle i den klasse for deres åbenhed men særligt Dorothea og Faithvioleth – asante sana I to.

Dagen efter besøgte vi en anden skole, hvor eleverne desværre ikke rigtigt forstod engelsk. Til gengæld havde jeg en spænde biologitime (med lærer) og spændende samtaler med lærerne om, at ingen af dem faktisk ønskede at blive lærere, men at det bare var den eneste måde at tjene penge på for dem.

Om onsdagen tog vi tilbage til den første skole, hvor jeg også her fik nogle gode samtaler med deres lærere. Noget af det mest spændende var at høre om de forskellige stammer, som de var en del af. En af lærerne var med i Masaistammen, som er en stamme, der er kendt for at være beskyttere, krigere og for deres sange og absurd høje hop. Før jeg fik set mig om, havde jeg deres Masaidragt på og en bue med nogle spyd i hånden.

To af mine medrejsende er smadder dygtige musikproducere som havde en fantastisk workshop med eleverne, og fik lavet nogle utrolige sange ud af det.

Vores torsdag blev brugt på at besøge Moshi (en storby) her fik vi købt lidt med hjem og ellers bare oplevet noget andet end bjerglandsbyen.​
Meget tidligt fredag morgen pakkede vi vores tasker og bevægede os mod Karatu, hvor vi dagen efter skulle være på Safari i Ngorongoro. Dette sted er helt unikt, for det er et slags krater, hvor en masse dyr er gået ned og nu bare lever deres liv. På denne tur fik jeg (endelig) set en løve, ja vi så faktisk fem løver, så nu kan jeg med stolthed sige, at jeg har set alle dyrene i “The Big five”
Søndag blev brugt til at transportere os til lufthavnen

Alt i alt må jeg indrømme, at denne tur har givet mig langt mere end jeg nogensinde kunne håbe på. Så meget forståelse for et nyt sted, en anden slags kultur, og piger som jeg til dels kan spejle mig i, men på andre måder er helt i kontrast med det jeg lever efter.