Gennem vinterens hviskende kuldegys flyttede jeg ind i den nye lejlighed. For første gang nogensinde skulle jeg være helt alene. På sin vis en skræmmende men også utrolig spændende situation.
Jeg indrømmer gerne, at det har krævet tilvænning. Det har været specielt at acceptere, at en fredag aften godt må blive brugt på Netflix i eget selskab. For selvom jeg er alene, betyder det ikke at jeg er ensom.
Efterhånden har jeg fået etableret et herligt netværk heroppe i dobbelt A, og selvom (de fleste) nordjyder er lige lovligt specielle, har jeg formået at finde nogle gode nogen iblandt. Særligt os fra Sjælland har gjort meget for at finde sammen. Det er som om, at vi alle forsøger at passe på hinanden, nu når vi er fælles om at være langt væk fra vores allernærmeste.

Også på arbejdsfronten er der sket ting og sager. Podejobbet er travlt som altid, men også meget ensformigt. Det er som om, at man får sagt: “Ja gab op og sig aaaah” nok gange på sådan en tolvtimersvagt. Heldigvis kan jeg veksle mellem det, og mit andet job som sygeplejevikar. Her er jeg ude på hospitalet og passer diverse patienter. Utroligt spændende faktisk. De seneste par uger er jeg blevet oplært i at vaccinere, og ja det er ikke raketvidenskab, men nu har jeg æren af at skrive historie i form af at give en masse nordjyder en vaccine mod COVID-19. Jeg sætter stor pris på at vaccinere frem for at pode, for jeg kan inderligt mærke at borgerne VIRKELIG er trætte af alt det her coronafis, og ja, det går big time ud over os på arbejdet. Der er bare ikke noget mere ubehageligt end voksenskældud. STOP MED DET, TAK.

Studielivet kører parallelt med arbejdet og jeg skal da godt nok lige love for, at de har skruet op for sværhedsgraden her på andet semester. Hvorfor sagde ingen, at medicinstudiet er svært? Heldigvis er en del af det meget spændende, så jeg hænger i endnu. Eksamerne fra første semester kom jeg syngende igennem, så det er altid noget, at jeg ikke er hende der “lige forsøgte sig med medicinstudiet, men dumpede alle eksamenerne på første semester”. Vi fik lov til at komme på vores første kliniske ophold, hvor vi skulle ud og være “læger” dvs. tale med en rigtig patient (optage anamnese) og udføre en objektiv undersøgelse af vedkommende, og hold nu kage hvor var det sejt!

Alt i alt har jeg det glimrende, og glæder mig til flere lyse dage nu når sommeren er på vej. Hvem ved? Måske kan solen også skinne her i det mørke Jylland.
Hold jer muntre!