Jeg nægter at anerkende det faktum, at jeg er voksen. Det er ganske simpelt for tidligt for mig, og jeg er langt fra klar til alt det ansvar, der følger med titlen.
Umuligt at jeg hver aften kan kokkerere nye retter, regelmæssigt støvsuge OG huske alle mine venners fødselsdag. Lige for tiden er jeg stolt af mig selv, hver gang jeg husker at tage madvarer ud af køleskabet INDEN det er blevet muggent.

Faktisk er jeg slet ikke voksen endnu, for jeg har lavet en liste med udsagn, og før jeg kan tjekke alle disse af, er jeg ikke en rigtig voksen. Det skal lige påpeges at denne liste langtfra er færdig, da jeg næsten dagligt finder på flere udsagn men her er lidt at gå på:
1. Man bor ude i egen lejlighed/hus
2. Man har en have og passer den rent faktisk
3. Man kender sine naboer
4. Man har en ugentlig rengøringsdag
5. Man sætter tid af til at rengøre ovn og køleskab
6. Man ejer en paraply
7. Man skal IKKE betale penge tilbage i SKAT
8. Man kan lide rødvin
9. Man kan huske hvor mange grader håndklæder skal vaskes på (uden brug af google, ja)
10. Man laver madplan
11. Man har set Forrest Gump
12. Man ikke er bange for at spørge om hjælp og/eller sige fra
13. Man stoler på madvarers udløbsdato og husker rent faktisk at smide de for gamle varer ud..
14. Man drikker sin kaffe sort
15. Man er i stand til at tage i byen uden at blive shitfaced fuld

Af ovenstående må der konkluderes at jeg langt fra er voksen. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er på vej til at være voksen. Da jeg for nogle uger siden havde besøg af en gammel kammerat fra gymtiden, sad vi (efter nogle flasker vin) og talte om hvordan vi havde ændret os siden vi begyndte I gymnasiet, og her meddelte min kammerat, at jeg han syntes, at jeg var blevet voksen og fundet en form for ro i mig selv.

Det er jo ikke fordi, at jeg ser det som en dissideret dårlig ting at være voksen, men i mit hoved er voksenlivet kedeligt og ensformigt. Det er jeg på ingen måde klar til. Måske handler det mest om, at jeg står med et ben i hver lejr hvad angår det med at følge sin drøm. Er det ikke det man bruger ens ungdom på? At følge sin drøm?
Okay men jeg ved ikke hvad min drøm er endnu. Jeg står med to gode bud på drømme; læge og skuespiller, men hvordan ved man hvilken drøm, man skal følge?

Som I ved, begyndte jeg på medicinstudiet sidste år og kom ret pænt igennem hele det første år (jubiii så er der kun 12 år mere to go), men hvorfor valgte jeg at følge lægedrømmen? Jeg kender godt svaret, og er ikke stolt af det; jeg opførte mig voksent og tænkte praktisk. “Hvad så med jobmulighederne? Hvad så når jeg skal starte en familie?” Alt det voksne bras, som jeg slet ikke brude tænke på endnu. Engang ville jeg hellere have tænkt på, hvor jeg har det sjovest henne, og der er svaret simpelt. Jeg har det allersjovest når jeg laver skuespil og står på scenen. Sådan har det jo altid været, så det ligner mig ikke at negligere mine behov på den måde.

Jamen hvad gør jeg så? Kan nogen måske tænke. Der måtte jeg spørge mit indre legebarn, om hun ikke trængte til at komme lidt op til overfladen igen, og det skulle jeg ikke spørge om to gange.
Før jeg havde set mig om, var jeg til optagelsesprøve på en teaterudannelse (TGK) og believe it or not – jeg kom ind.

“Jeg vil langt hellere se tilbage og tænke: “WOW tænk, at jeg gjorde det” fremfor at tænke: “Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det””

Tanja Bech Hansen

Der er ingen grund til at lade sig styre af praktiske gøremål og frygt, for så kommer jeg ingen steder her i livet. Frygt har ikke spillet en stor rolle i mit liv tidligere, så det er fjollet at lade den komme ind i billedet nu.
Det kan virke mærkeligt det her med at spille på flere heste (i uddannelsessammenhænge) men jeg kan mærke, at det er noget jeg for evigt vil fortryde, hvis jeg ikke giver det et skud her inden jeg for alvor er voksen. Jeg jo altid haft det sådan at jeg langt hellere vil se tilbage og tænke: “Wow tænk at jeg gjorde det” fremfor at tænke: “Jeg ville ønske at jeg havde gjort det.” Det er på tide at jeg stepper up og tager kontrol over mit eget liv og min fremtid, så farvel til frygt og farvel til voksentanker. Jeg nyder mit selvstyre og der går laaaang tid før jeg rigtigt bliver voksen.