Den første halvdel af 2025 bød på en del nye udfordringer. Først og fremmest skulle jeg igennem en brutal eksamensperiode. Brutal fordi stoffet var krævende, men også fordi jeg nu var alene. Helt alene. Det havde jeg ikke været i en del år efterhånden, og faktisk havde jeg glemt hvordan det føltes. Det er godt og vel 4 år siden, jeg sidst boede alene, og dengang var det for at lære, at jeg var i stand til det, hvis det en dag ægte skulle blive nødvendigt. Nu stod jeg med et valg; ville jeg flytte fra min elskede lejlighed eller ville jeg finde en ny at bo med? Jeg gik med sidstnævnte og fandt det et af de varmeste og sødeste mennesker jeg længe har mødt, Anne, men inden jeg mødte hende, stod jeg midt i en af de mørkeste vintre, jeg længe havde oplevet…
Jeg kravlede mig igennem eksamensperioden, og kastede sågar op på vej til en af mine eksamener. Dels fordi jeg var nervøs, dels fordi min krop bare var færdig. Man kunne sige, at det var mirakuløst at jeg bestod mine eksamener tilbage i januar, men faktisk handlede det om at mine venner både derhjemme på Sjælland og heroppe i Aalborg virkeligt steppede up, passede på mig og pressede mig til at yde mit allerbedste. Retrospektivt er jeg enormt stolt og beæret over at den januar var uden en billet til re-eksamen.

Efter eksamenerne trængte jeg mere end nogensinde før til at komme væk. Derfor tog jeg med et par gæve gutter til London på hyggetur og for at se en fodboldkamp. Min ene kammerat var også netop blevet alene, så den tur var for os begge lige det friske pust, som vi desperat havde brug for. Faktisk var det utroligt forfriskende at tale om alt andet end hvor hårdt vi havde det, og hvor nederen livet var lige der.
Efter den tur kunne jeg mærke, at det hele nok skulle gå. Før eller siden.

Da vi kom retur fra London gik der ikke mange dage, før jeg fyldte 25 år. Normalt elsker jeg at have fødselsdag og jeg glæder mig i flere uger op til selve dagen. I år var anderledes. Sidste år blev jeg vækket med pandekager og en fuldkommen overpyntet stue. I år vækkede min alarm mig, og jeg tændte et sørgerligt lys i mine købte færdiglavede pandekager, mens jeg forsøgte at klemme et lille “tillykke med fødselsdagen, Tanja” ud mens en tåre trillede ned af min kind.
Heldigvis blev dagen bedre for min far kom op på besøg og så tog vi ud og så en håndboldkamp med mine to “London kammerater” fra ovenstående billede.
Nu når jeg tænker tilbage på det, kunne dagen efter omstændighederne ikke have været bedre.

Dagene gik og stille og roligt så det lysere ud. Anne flyttede ind i lejligheden i februar og allerede i marts kunne jeg komme væk fra Danmark igen og tage en forlænget weekend til Milano for at besøge en af mine yndlings veninder, Biller, fra folkeskolen. Hun var på udveksling dernede i et semester, så det var en oplagt mulighed for at komme ned og se byen (og ikke mindst lige slå et smut forbi San Siro til en lille fodboldkamp). Det er altid dejligt at være sammen med Biller. Ikke fordi, vi behøver at lave noget særligt, men fordi vi kender hinanden og man ægte kan slappe af sammen. Biller er den type, der aldrig dømmer dig for noget som helst, og sådan nogle veninder skal man altså samle på.

Så skulle man nok tænke, at jeg efterhånden havde fået stillet min rejselyst, men tværtimod. Dem der kender mig bedst ved at mine batterier bliver ladt op, når jeg er i udlandet og er ude på eventyr. Så jeg skulle simpelthen afsted igen, jo før jo bedre.
Derfor tog jeg 10 dage nede i min mors dejlige lejlighed lidt syd for Alicante. Der elsker jeg at være. Både alene og med venner, og heldigvis var der tid til begge dele i slutningen af april.

I Alicante kom jeg fuldkommen ned i gear og de dage, hvor jeg var alene, var så tiltrængt at det halve kunne være nok. For nu var jeg kommet tilstrækkeligt ovenpå til at huske hvordan det var, det her med at være alene. Jeg ved jo at jeg har SÅ mange mennesker rundt omkring, der elsker mig og nyder mit selskab. Mennesker der passer på mig, og vil mig det bedste. Mennesker der hjælper mig med at være den bedste version af mig selv, og det er netop de mennesker, der gjorde at jeg ikke tænker tilbage på det sidste halve år med en klump i maven.
Jeg er stolt af dem, og af mig selv.

Og så glæder jeg mig til flere udenlandske eventyr. For nu er der en Tysklandstur til jul på tegnebrættet, og som det ser ud nu, skal jeg ikke afsted alene, men hvis det skulle ske, at jeg tog solo derned, ved jeg nu, at det sagtens kan blive en helt magisk tur. Ja faktisk ved jeg at jeg kan klare det meste.